Bilfri skole
Alkestrupskolen, Asgård Skole, Ejbyskole, Hastrupskolen, Herfølge Skole og Holmebækskolen deltog i projektet i 2010.
I den første uge var der trafikregulering omkring skolerne, og i resten af maj var der en opfordring til at cykle og gå til skole. Formålet med kampagnen er at få aktive og friske børn i skole om morgenen, øge børnenes trafiksikkerhed og begrænse CO2 udledningen fra trafikken.
Se kort for hver skole og folderne om kampagnen her:
Beskrivelse af projektet
”Bilfri til skole” er en kampagne med trafikforsøg ved skolerne kombineret med motivationskampagne målrettet børn og forældre. Projektet gennemføres af en tværfaglig projektgruppe bestående af Sekretariat for Sundhedsfremme og Forebyggelse, Teknisk Forvaltning og Det Grønne Hus.
Kampagnen ”Bilfri til skole” skal gennemføres en gang om året i 2 år på alle interesserede skoler i Køge Kommune. Formålet er at skabe en proces med adfærdsændringer omkring skoletransport, samt at afprøve konkret trafikregulering, der vil favorisere cykling og gang til skole, og som efterfølgende kan gennemføres permanent.
Baggrund
Køge Kommune og Det Grønne Hus har gennemført en mindre kampagne med bilfri zone ved 3 skoler i kommunen i efteråret. Kampagnen blev gennemført i uge 40, 2009, og er medfinansieret af EU projektet PROMOTION. www.iee-promotion.eu
Pilot-kampagnen er igangsat som et led i udmøntningen af Køge Kommunes Sundhedspolitik 2008-2011. I Indsatsplan for udmøntning af sundhedspolitik 2009 har Køge Kommune søsat en afprøvning af ”Aktiv transport til skole” og bilfri zone omkring udvalgte skoler. Projektet gennemføres af en tværgående projektgruppe bestående af Teknisk Forvaltning, Sekretariat for Sundhedsfremme og Forebyggelse og Det Grønne Hus.
Pilot-kampagnen skal skabe opmærksomhed omkring børnenes transport til skole, forældrenes ansvar, sundhedsfremme og trafiktræning. Mange børn er overvægtige og udvikler - eller er i stor risiko for at udvikle - livsstilssygdomme tidligt i barndommen. En væsentlig årsag hertil, er at flere og flere børn er fysisk inaktive, således er drenge og pigers kondition væsentligt lavere i dag end for ti år siden. Undersøgelser har vist, at de børn der bliver kørt til skole er mindre fysisk aktive gennem hele dagen end de børn der går eller cykler til skole.
Projektet med bilfri zoner er blevet modtaget med så stor interesse både hos skoler og forældrebestyrelser, at der er et potentiale i at brede ideen ud i en større skala.
Køge Kommune og Det Grønne Hus vil derfor udvide kampagnen til et 2-årigt projekt, hvor alle interesserede skoler i kommunen kan deltage i projekt ”Bilfri til skole” som er en kombination af trafikforsøg og motivationskampagne overfor forældre og børn, for at fremme at børnene cykler og går til skole.
Hvorfor er der behov for projektet ”Bilfri til skole”?
Nærpolitiet i Køge Kommune har i forbindelse med pilotprojektet givet udtryk for der er et stort behov for at børnene lærer færdselsreglerne meget tidligere end de gør i dag. Til cykelprøven i 6. klasse er der mange elever, som ikke kender færdselsreglerne og ikke har rutine i at færdes i trafikken.
Trafiksikkerhed og oplevelsen af utryghed øges når der er meget biltrafik ved skolen. Det gør børn og forældre utrygge og gør det vanskeligere at børnene selv kommer til skole. Det er en ond spiral, der skal brydes.
Det Grønne Hus, Vestergade 3 C, 4600 Køge