postheadericon Genanvend julens affald

 

I juletiden stiger forbruget af stort set alting og det medfører naturligvis større mængder affald.

Vi er efterhånden blevet vant til at sortere glas og papir. Men fra i år er det også blevet muligt at aflevere plast og metal affald til genanvendelse i Køge Kommune.

Hvis du ikke er kommet i gang med at sortere metal og plast affald så er juletiden en oplagt chance.
Giv miljøet en ekstra lille julegave ved at starte sorteringen i juledagene. Samtidig er der næsten garanti for at der er noget at arbejde med; for eksempel fyrfadslys, kapsler, øl- og sodavandsdåser (uden pant), saftevandsdunke, indkøbsposer, indpakningsplast fra elektronik osv.  

Plast og metal affald kan genanvendes til fremstilling af nye metalemballager. Genanvendelse er den metode til affaldsbehandling, der belaster miljøet mindst muligt. Det meste plast og metal affald fra husholdninger bliver i dag sendt til forbrænding, som producerer røg og slagger.

Plast og metal fylder meget i affaldsspand og sæk. Når plast og metal affald frasorteres giver det ekstra plads til det andet husholdningsaffald. Lidt ekstra plads i affaldsbeholderen er der som regel brug for, specielt i juletiden. 

I Køge Kommune har det fra august i år været muligt at aflevere plast og metal affald separat på genbrugsstationerne. Der er opstillet containere til disse typer affald. Spørg personalet på pladsen hvor containeren er.

Plast og metal affald til genbrug

Plastflasker: Klare plastflasker fra drikkevarer.

Plastdunke: Eddikedunke, saftevandsdunke og emballage fra rengøringsmidler, skyllemiddel, shampoo og lignende. Dunkene skal være mærket i bunden med en trekant og tallet 2 eller 5.

Plastfolie: Rene indkøbsposer, plastsække, afdækningsplast, indpakningsplast (fra møbler, elektronik etc.).

Metal: Øl- og sodavandsdåser, konservesdåser, kapsler, metallåg, fyrfadslys.

Alt emballage-affald skal være tømt og rengjort for madvarer. Flasker og dunke afleveres uden låg.

Mere information: