Hvordan ser det ud med den økologiske betalingsbalance?

Det sidste års heftige økonomiske rutchetur har gjort mange fortrolige med begrebet insolvens. Hvis man er insolvent betyder det, at man har så stor gæld, at man ikke kan betale den. Begrebet bruges især til at beskrive situationen for mange boligejere, der har købt deres bolig mens priserne var på deres højeste, så de derfor i dag skylder mere i deres bolig, end de vil kunne få, hvis de skulle sælge den på nuværende tidspunkt.

Engang brugte man en mere hverdagsagtig talemåde for noget af det samme, nemlig udtrykket at ’leve over evne’. Hermed menes, at man mere generelt forbruger mere end man tjener. Begge udtryk bruges til at beskrive en økonomisk situation, hvor forholdet mellem udgifter og indtægter er i ubalance.

Hvis vi prøver at skifte ’møntfod’ og ikke kun ser på de økonomiske aspekter af en ubalance mellem forbrug og de ressourcer, der er til rådighed, men også ser på de økologiske aspekter, ser det virkelig skidt ud. Så er det ikke kun 150.000 dansker, der vil have problemer med at betale deres gæld, hvis den skulle indfries i morgen. Stort set alle indbyggere i Vesten lever dagligt over evne.

Et billede der meget klart beskriver den økologiske ubalance mellem ressourcer og forbrug, er det globale fodaftryk. Det er en beregning af, hvor mange jordkloder vi skulle have til rådighed, hvis hele verdens befolkning levede på samme måde som vi lever her i Danmark. Regnskabet viser et skræmmende underskud på den økologiske betalingsbalance: Hvis alle verdensborgere skulle leve på samme måde som vi gør, skulle vi have 3 jordkloder til rådighed.

For nylig viste en rapport, at det vil koste 82 kr. per verdensborger at redde klimaet. Pointen er, at tiltag, der gavner klimaet, ikke kun skal ses som udgifter, men i høj grad som investeringer. Det kan være investeringer, der frigiver midler, der ellers skulle være brugt til at købe fossile brændsler. Men investeringer, der gavner klimaet, er også en investering i fremtiden. De klimaændringer der allerede har indtruffet, koster hvert år mange penge. Og tænk så på de menneskelige omkostninger, for dem der mister hjem, levegrundlag og i værste fald livet for eksempel i de voldsomme skovbrænde, der hærger i alle verdensdele.

Tilbage har vi spørgsmålet om, hvem der så skal betale de 82 kr. per verdensborger. Umiddelbart kan det forekomme at være en lille sag – her i Danmark ville alle have mulighed for at betale for dem selv, hvis det skulle være. Anderledes er det, hvis man beder en familie i Indien betale. Her vil der ikke være økonomisk råderum, og det er heller ikke rimeligt, at befolkningen i mindre velstillede lande, som ikke har bidraget til ødelæggelsen af klimaet, skal bære den økonomiske byrde med at genoprette klimaet. Ironisk er det, at det oftest også er befolkningen i U-landene, der vil blive ramt hårdest af de naturkatastrofer, der følger af klimaforandringerne.

Det er åbenlyst, at det er os, i den vestlige velstillede del af verden, som har pådraget klimaet skade, og dermed må det også være vores økologiske gæld. Gælden er så stor, at vi er tæt på at blive erklæret økologisk insolvente, men det kan stadig lade sig gøre at betale den og rede klimaet. Det helt store spørgsmål er altså, om vi vil betale – eller vi vil lade andre lide under, at vi har levet over evne.