I 1992 gik jeg i 1.g og juni måned var eksamenstid. En relativt stor del af min opmærksomhed blev derfor brugt på latinske bøjninger og kemiske formler. Men desuden var jeg også optaget af den store bæredygtighedskonference, som fandt sted i Rio de Janeiro i Brasilien. Min absolutte favoritlærer havde fortalt os forstyrrede teenagere, at konferencen var historisk, og kunne få kolossal betydning for Jordens fremtid, hvis verdens ledere kunne enes om en ny dagsorden.

Dengang i 1992 havde vi stadig rusen fra ’Murens fald’ i blodet, og troede at verdens gang kunne ændre retning og takt på en nat. Der var plads til store ord og håb. Billedet af den store kristusfigur, som er Rios vartegn, med Greenpeaces banner spændt ud mellem hænderne, er ikonisk på den håbefulde stemning, som konferencen var omgærdet af. Den dengang 12-årige Severn Suzuki fik alle til at holde vejret og klemme en tåre, da hun holdt en formanende tale til alle de voksne beslutningstagere. Talen stillede spørgsmål ved de dominerende prioriteringer: Når I ikke ved, hvordan I skal reparere jorden, vil I så ikke være rare ikke at ødelægge den!

Talen er stadig aktuel og tankevækkende, og en formaning til alle os, der er voksne og som bør tage ansvar. Jorden har vi ikke fået af vores forældre, men lånt af vores børn, som vi skrev i poesibøgerne til hinanden, da jeg var barn. Der er gået 20 år siden den første Rio-konference. Dem der var børn dengang, er blevet voksne. En del af os har måske, ligesom de voksne Severn Suzuki i sin tid talte til, glemt vores prioriteringer. I hverdagen er det lettere at tale om skattereformer og tilbagetrækningsalder end et reelt bæredygtigt verdenssamfund. Det er meget, meget lettere.

20 år er ingen tid og det er al tid. I barnets perspektiv er 20 år en evighed, hvor voksne og ansvarlige burde kunne udrette væsentlige bedrifter. I den voksnes perspektiv er 20 år et øjeblik, hvor aftaleteksten knap nok kan blive færdig.

I virkelighedens verden er tiden noget, der går, og som rinder ud. Måske er det voksne menneskers dødsangst der gør, at vi fortaber os i evighedernes papirdynger i stedet for at se alvoren og endeligheden i øjnene. Men vi skal også se de muligheder, vi faktisk har for at ændre og for at tage ansvar.

Vi er alle beslutningstagere i vores eget liv, og vi kan starte med at prøve at indrette vores eget liv så bæredygtigt som muligt. Dette gælder i vores egen dagligdag, og det gælder for beslutningstagere på Christiansborg, i Bruxelles og i Rio. Og vi kan overveje, om vi handler på en måde, så vi tør stå til regnskab for vores børn, når vi skal levere den lånte Jord tilbage.

Se og hør Severn Suzukis kloge og rørende tale. Den kan findes her.