postheadericon Undgå vandskader når sneen smelter

Oversvømmede kloakker og vand i kælderen. Det er nogle af de konsekvenser tøvejret kan få. Energiforsyningen har forberedt sig på en større opgave, så de store mængder smeltevand ikke får kloakker og rensningsanlæg til at svømme over.

Små bunker sort sne og kæmpe-vandpytter. Det er lidt af en kontrast til december måneds fortryllende, hvide eventyrlandskab. Det æstetiske er en ting, en anden ting er de skader, der ofte følger med tø-vejret. For når først sneen smelter, kan det være svært at undgå oversvømmede kloakker, vand i kælderen og andre vandskader.

Derfor har Energiforsyningen sat alt ind, for at sikre, at pumpestationer og rensningsanlæg kan klare så meget vand som muligt.

Men selvom alt kører på højtryk hos Energiforsyningen, så er der en grænse for, hvor meget vand kloaksystemet kan klare. Derfor opfordrer forsyningen borgerne til selv at tage nogle forholdsregler, for så vidt muligt at undgå eventuelle problemer, som følge af de store vandmasser.

Gode råd når smeltevandet kommer

Når der bliver varslet om tøvejr, er det først og fremmest en god idé at tjekke, at de udendørs afløbsriste ikke er stoppet til af f.eks. gamle blade eller affald.

Hvis man har en kontraventil på sit afløb, er det en god ide at kontrollere, at den fungerer.

Endelig anbefales det, at man går sin kælder igennem, for at se, om der skulle være ting og sager, som burde fjernes fra gulvet. Det anbefales, at mindst muligt indbo står direkte på kældergulvet.

Hvis man oplever problemer med afløbssystemerne, kan man kontakte Energiforsyningen på tlf. nr.:56 64 55 00 hele døgnet rundt.

Det kan du gøre, for at undgå vandskader i privatboligen

Når det tør eller regner kraftigt, kan kloaksystemet blive så overbelastede, at vandet kan løbe ”baglæns” i kloakrørene, og blive presset op gennem gulvafløbet i kælderen. Det er dit eget ansvar at sørge for afledning af spildevand fra kælderen, og du kan gøre meget for at undgå vandet.

Afledning af smeltevand i boligen

Overvej at lede smeltevandet udenom kloakken. Hvis din grund bliver oversvømmet ved tøvejr eller kraftige regnskyl, kan det skyldes, at kloaksystemet er underdimensioneret. Du kan aflaste kloaksystemet ved at opsamle vand fra dit tag og flisebelagte terrasser, carporte og indkørsler. Du kan fx etablere en faskine eller en regnvandstank under jorden, så du kan bruge vandet til fx havevanding og toiletskyl.

Du kan eventuelt overveje at kontakte en kloakmester, hvis du er i tvivl om, hvorvidt der er grund til at træffe forholdsregler mod at kælderen bliver oversvømmet.

Det Grønne Hus står klar til at afhjælpe problemer med vandmasserne med gode råd og personlig vejledning til borgerne på tlf.nr.:56 67 60 70 – både hvad angår smeltevand og i forhold til generel nedbørsopsamling og andre grønne råd.

 

Mere information: