postheadericon Nye tilbud fra Det Grønne Hus

Samarbejde med SEAS-NVE, nye kampagner, et ambitiøst byggeprojekt, og en række tilbud til butikker og virksomheder

Det Grønne Hus er inde i en rivende udvikling, til gavn for alle. I det forløbne år har vi ansat endnu to medarbejdere. Derfor kan vi nu give en endnu bedre vejledning på de henvendelser vi får. Det betyder også, at vi i dag henvender os endnu bredere til både borgere, foreninger, virksomheder og kommuner.

Kommunerne er blevet større

Det Grønne Hus har i flere år forsøgt at udvide samarbejdet med nabokommunerne, med begrænset succes. Køge Kommune er stadig det fundament, som huset bygger på, men hver gang vi kan få opgaver udover kommunens tilskud, gavner det alle brugere. Køge Kommune får derfor, lige som andre kommuner, der bruger huset, mere for deres penge

De nye større kommuner får flere kræfter, og dermed også bedre mulighed for at deltage i miljøarbejdet – Agenda 21. Vi har derfor store forventninger til det fremtidige samarbejde, som allerede spirer. Vi har allerede samarbejdet med Solrød, Vallø og Fakse. I 2005 kom Skovbo til samt et spændende samarbejde med Bornholms Regionskommune. Vi tilbyder til gengæld kommunerne og deres borgere gratis aktiviteter fra Det Grønne Hus i form af Energitjenesten og et godt samarbejde med SEAS-NVE, som i 2005 resulterede i en energi- og miljøgennemgang af ca. 60 butikker i Ringsted, Haslev og Fakse.

Flere kampagner

Samarbejdet med den landsdækkende Energitjenesten.dk har resulteret i at Det Grønne Hus i dag huser Energitjenesten Ssjælland. Det betyder, at der kan etableres endnu flere kampagner, til gavn for borgere og virksomheder. I 2006 vil det primært handle om energimærkning af huse, belysning og opvarmning. Målet med kampagnerne er at give idéer til miljøvenlige løsninger i hjemmene. Og idéer lægger ofte op til spørgsmål, som så kan stilles i Det Grønne Hus.

Det store byggeprojekt går nu for alvor i luften

2006 bliver året, hvor det store byggeprojekt for alvor bliver synligt. I april måned bliver skitserne til over 80 boliger udstillet på Skitsesamlingen. Samtidig sættes husene til salg, og de heldige købere kan flytte ind i dem året efter. Med projektet Fremtidens Parcelhuse går Køge foran, og præsenterer som de første et stort udbud af Svanemærkede typehuse. Til dato findes der ikke Svanemærkede huse i Danmark, så en præsentation af så mange forskellige huse er sensationel. Med projektet er kommunen og Det Grønne Hus med til at sætte nye dagsordener for fremtidens typehusmarked i hele norden.

Det Grønne Hus også for virksomhederne

Virksomheder er i 2005 blevet en ny målgruppe for Det Grønne Hus, og vi vil fortsætte med at udvikle arbejdsområdet i 2006. Målet er at hjælpe virksomhederne så de kan få miljøet med i hverdagen og deres produkter – og ofte spare penge samtidig. Fremtidens Parcelhuse har vist os, at virksomhederne er friske på de nye opgaver. Ligesom miljø- og energigennemgange af over 70 butikker viser, at også handelslivet gerne vil tage ansvar, og vise kunderne at de gør det.

Det Grønne Hus ønsker alle et godt nytår, og håber at rigtig mange vil bruge os i det nye år.

Kontakt:
Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. , telefonnr. 5667 6070

Besøg os!
Det Grønne Hus besvarer altid spørgsmål ved personlig eller telefonisk henvendelse i åbningstiden. Denne service er forbeholdt borgere i Køge Kommune.

Energispørgsmål stilles til Energitjenesten Sjælland i Det Grønne Hus. Denne service gælder også nabokommunerne. Du kan også bruge telefon 70 333 777 eller www.energitjenesten.dk

Mere information: